Et godt ungeliv
Ungeprofilundersøgelsens formål er at bidrage til at skabe de bedste betingelser for et godt ungeliv.
Undersøgelsen skal give din kommune en aktuel viden om unges trivsel, sundhed og hverdagsliv. Den bidrager dermed til at styrke den sundhedsfremmende og forebyggende indsats i og på tværs af landets kommuner.
Tidspunkt
Undersøgelsen for udskoling og unge 15-30 årige i uddannelse kan gennemføres fra den 2. november 2026 til den 31. januar 2027. Din kommune kan have valgt en kortere besvarelsesperiode.
Jo flere der besvarer spørgeskemaet, jo bedre og mere præcis viden kan vi få om de unge. Vi håber derfor, at du har lyst til at deltage i undersøgelsen!
Den Nationale Børne- og Ungesundhedsprofil 2026/2027
Ungeprofilundersøgelsen gennemføres i 2026/2027 som led i udviklingen af Den Nationale Børne- og Ungesundhedsprofil, der skal skabe ny landsdækkende viden om børn og unges sundhed, trivsel og hverdagsliv gennem en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt elever i udskolingen og på ungdomsuddannelserne.
Formål
Undersøgelsen skal understøtte både nationale og kommunale beslutninger og bidrage til udviklingen af målrettede indsatser, der fremmer børn og unges trivsel og sundhed.
Ungeprofilen vil blive anvendt til:
1. At skabe solid viden, som viser, hvordan børn og unge i de enkelte kommuner og på landsplan oplever deres sundhed og trivsel
2. At understøtte kommunal og national planlægning og prioritering af forebyggende sundhedsfremmende indsatser
3. At give den enkelte skole et indblik i elevernes trivsel og sundhed, så de kan lave konkrete indsatser på den enkelte skole
Baggrund
Den Nationale Børne- og Ungesundhedsprofil udvikles i 2025-2028 i et samarbejde mellem Sundheds- og Kirkeministeriet, Undervisningsministeriet, KL, Sundhedsstyrelsen, Sundhedsdatastyrelsen og Foreningen BørnUngeLiv. Ungeprofilundersøgelsen 2026/27 er en pilotundersøgelse som led i dette udviklingsarbejde.
Den Nationale Børne- og Ungesundhedsprofil skal understøtte kommunerne arbejde i kraft af den kommende folkesundhedslov, fordi solid viden om børn og unges sundhed og trivsel er en vigtig forudsætning for tværgående og systematisk arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme.
Spørgsmål og svar:
Hvorfor skal mit barn deltage i undersøgelsen?
Dit barns besvarelse er vigtig, for jo flere børn og unge der svarer på spørgeskemaet, jo stærkere bliver datagrundlaget. Dette kan bruges konkret til at lave indsatser om fx søvn og fritidsaktiviteter lokalt på jeres skole og i kommunen samt nationalt
Hvordan behandles data?
Undersøgelsen er en statistisk undersøgelse med CPR-nummer koblet til besvarelsen. Besvarelserne må kun anvendes til statistiske formål. Alle besvarelser behandles fortroligt, og der offentliggøres kun resultater, hvor ingen kan blive genkendt. Dette fx i form af viden på kommuneniveau uden adgang til at se den enkeltes elevs besvarelser.
Er det frivilligt at deltage?
Ja, det er frivilligt for det enkelte barn/unge menneske, om de ønsker at deltage i undersøgelsen.
Hvilke temaer indgår i Den Nationale Børne- og Ungesundhedsprofil?
Undersøgelsen omhandler børn og unges sundhed, trivsel og hverdagsliv, f.eks. om søvn, digitale vaner og fritidsliv.